Hvor tunge er de byrder, du bærer på dine skuldre?
Eller rettere, det ansvar du tager, eller de opgaver, du påtager dig?
Måske mærker du slet ikke, hvor mange opgaver du tager på dig, og hvor tungt det føles.
Måske er du god til at tage dig sammen, og “hvis andre ikke gør det, så må jeg jo gøre det” – og hvis du ikke gør det, får du dårlig samvittighed.
Når vi i psykologisk forstand bærer for meget ansvar, spænder vi op i skuldrene, – særligt i en bestemt muskel kaldet “Levator Scapulae”.
Denne muskels funktion er bl.a. at løfte skulderbladet, så man kan bære tunge ting.
Også i psykologisk forstand bruger vi den til at bære med.
Levator Scapulae er en rigtig vilje struktur-muskel! Og hvad menes der mon med det?
Musklen aktiveres i 2-4 års alderen, hvor vi udvikler vilje-strukturen. Dette er en fase, hvor vi udvikler bestemte færdigheder, hvis alt går vel, eller får visse udfordringer, hvis det går knapt så godt.
Der er bestemte temaer knyttet til denne alder/struktur, både motorisk/kropsligt og psykologisk.
Det drejer sig bl.a. om at rumme egen kraft, udtrykke følelser med fuld kraft, om magt og afmagt, skyld og skam, straf og dårlig samvittighed, vilje, valg og konsekvenser.
Jeg oplever, at rigtig mange mennesker døjer med spændinger i denne muskel, samtidig med at de kæmper med de temaer, der er tilknyttet musklen.
Det er mennesker, der ofte påtager sig for mange opgaver, og dermed bliver stressede og overbebyrdede, men tror, de kan slippe for konsekvenserne.
Ved tanken om at slippe noget af ansvaret bliver de overvældet af dårlig samvittighed, som kan være ualmindeligt svært at bære, selvom den dårlige samvittighed ikke er berettiget.
Hvis temaerne fra denne alder har stor indflydelse på vores personlighed, vil man utrolig gerne hjælpe andre, – men der er fare for, at man glemmer sig selv og sit eget velbefindende.
Eget velbefindende er en vigtig forudsætning for at kunne hjælpe andre.